Artikler
Ældresagens medlemsblad, februar 2019.

Fra ungdomsrock til seniorblues

Bo Schiøler væltede det yngre Danmark i 1976, da Vesterbro Ungdomsgård indspillede kattejammerrock. I dag skriver og synger han om de gamle baggårdskatte.

Af Mette Fugl. Fotos: Per Morten Andreasen

Bo Schiøler taler meget og inderligt om sin afsky for ordet ældrebyrde. Han kæmper mod stagnation. Det at læne sig tilbage og blive flegmatisk fylder ham med skræk.

Knoglerne krakelerer mens blodet bobler alt for hojt / du står og fylder stilheden ud, med grove, glade gadedrengefløjt / de spiller melodisk sørgemusik mens rotterne går fra borde / en linedanser går planken ud mens de jagter en ny drøm, de kan jorde.

Et af numrene fra en ny cd "Passion - Sange fra et levet liv" med Bo Schiøler og Skavankerne

Hvorfor Skavankerne

"Det er måske et udtryk for, at vi lægger flere penge på apoteket end i Superbrugsen."

Bo Schiøler griner og tilføjer:

"Nar alle i bandet lider af et eller andet, og trommeslageren skal have nye hofter, så er det da et meget passende navn."

Bo blev pensionist i 2011 fra Vesterbro Ungdomsgård efter at have arbejdet der i 44 år.

"Ligesom alle andre pensionister stod jeg og gloede lidt ud i mørket. Jeg havde jo set venner og kammerater gå fuldstændig i sort, fordi hele deres identitet blev revet op med rode. Når du stopper fredag eftermiddag og vågner mandag morgen, så er der ikke brug for et vækkeur eller forventninger om en telefon, der ringer. Vi er ikke særlig godt klædt på til at svare på spørgsmålet: Hvad nu? Jeg var heldigvis fanget af traditionen med at skrive sange og spille. Den kunne jeg holde fast i. Det er ikke muligt for mig at være passiv. Hvis noget skal være meningsfuldt skal jeg være i bevægelse".

Drop ældrebyrden

Du reagerer meget stærkt, når folk taler om ældrebyrden.

"Jamen det er ufatteligt, når man tænker på, at vi er mange, mange mennesker, der har knoklet hele livet. Jeg har betalt min skat med relativ glæde. Måske kunne man endda sætte den lidt op, så man ikke behøvede at spare på så meget, siger Bo Schiøler og fortsætter: Ældrebyrde er et uforskammet ord. Når man omtaler en generation sådan, signalerer man, at der er nogle der ligger til last og koster sundhedsvæsenet for meget. Jeg kan af og til se, at der er debat om, hvorvidt det kan betale sig at gøre os raske. Det er så nedladende."

"Men. men... måske er gamle mennesker også selv lidt skyld i det, hvis de opgiver at kæmpe for at være en del af livet. Jeg vil bare ikke finde mig i det. Jeg har taget mit slæb, og jeg tænker også på de mennesker, der har knoklet hårdt hele livet og er fysisk nedbrudte og må tage 35 piller om dagen. Hvad er det for en hån at kalde dem en byrde for samfundet? Det er jo ikke nødvendigvis sådan, at man med alderen lige pludselig ikke kan tænke tanker, ikke kan føle.

Jeg var til bryllup for nylig. To mennesker på 70 blev gift og for dem var der ikke noget unaturligt i det. Der er desværre unge mennesker, der mener, at det er gamle for støvede til".

Har der ikke altid været - måske ikke en uoverstigelig - men en stor afstand mellem ung og gammel i forståelsen af livsstil?

"Jeg er småforelsket i de samfund, hvor man ærer de gamle og kan bruge dem til noget andet end børnepasning og fredagsslik: Anerkende, at gamle har set mange ting, har erfaring og har reflekteret over tilværelsen. Jeg oplever, at. alderdom i vores samfund er lavstatus, så det vil noget. Det er nærmest sådan, at en 80-årig kun kommer i fjernsynet, hvis han /hun har lavet en Ironman. Først da er der respekt"

Jeg vil glæde mig

Bo Schiøler nægter at kende til bitterhed. Han afviser også, at der skulle være en tone af melankoli, når han tænker på årene, der går. For ham er stædighed en af overlevelsesstategierne.

"Livet nu skal for mig ikke bare bestå af nostalgi og tilbageblik, jeg håber, at der er noget at glæde sig til i morgen. i overmorgen og om et år. Jeg skal ikke gøre mig klog på alles vegne. Der er også en del af mig, der kunne blive liggende i sofaen uden at foretage mig noget som helst. Jeg ved bare at med ugidelighed følger dårligt humør."

"Nostalgi er at gemme sig i datiden. Når et ungt menneske brokker sig, så er det politisk vakt. Når et gammelt menneske brokker sig, så er der tale om en sur knark, der ikke er omstillingsparat, som det så smukt hedder. Jeg tror ikke på de floskler og generaliseringer."

Engang de unges poet og igangsætter. Nu sin egen generations poet. Hvad vil han fortælle med de seneste sange?

"Jeg vil helst have, at mine nye sange også bliver brugt af unge. Bliver sunget i folkeskolen for at være med til at skabe respekt og debat. Men i virkeligheden skriver jeg nok sange til mig selv og til andre, der ligner mig. Når jeg er ude al spille, kan jeg mærke, at vores optræden rammer publikum. Det er en god følelse. Jeg snakker meget mellem numrene, jeg er faktisk Niels Hausgaard nummer 33. Og så fornemmer jeg, at folk i salen og orkestret er på bølgelængde. I øvrigt tror jeg, at den 5-årige og den 80-årige kan have den samme glæde, frygt, sorg, ensomhed, rådvildhed. Det er klart, at der er forskel på, hvad vi frygter som små og som ældre. Men grundfølelsen er den samme."

Ungdommen i dag

"Hvem gider høre om mine skavanker / om hvad der venter/ om hvad der vanker / vi vil leve livet i sus og dus / hvorfor gå og synge/ en ynke-klynke blues'.

Hvis Bo Schiøler så skulle skrive om ynke og klynke til ungdommen. Hvad ville det gå ud på? De gider vel ikke høre på om benene bær' og om hvor svært det er at komme op på tær?

"Pyh. Faktisk ser jeg de unge i dag som langt mere på spanden end i 70'erne. Jeg ser dem som mere løsrevne fra omverdenen og triste. Det hele er modstridende. Det ene øjeblik er vi verdens lykkeligste land. Det andet øjeblik får vi at vide, at så og så mange unge går til psykolog. Det ville jeg tage fat på, hvis det skulle være en ungdomssang. Prøv nu på at lade være med at ligge under for normer og gruppepres. Vi spørger for sjældent os selv - det gælder unge og gamle - om hvem vi er som personer, jeg var i sin tid selv en dårlig hippie. Alligevel kan jeg savne noget antimaterialisme og noget åndelighed. Dengang blev vi ikke vurderet på, hvor meget mærke tøj, der var i skabene. Dengang kunne vi i højere grad blive fascinerede af mennesker, der gjorde noget smukt, noget anderledes. Det er, som om det er forbudt at stikke ud. Vi skal være så meget individualister, at ingen er individualister."

Kan dit krav til dig selv om, at speederen altid skal vare i bund alligevel ikke skabe en form for angst?

"Jeg vil ikke missionere. Jeg gentager, at det er vigtigt at være i bevægelse. Jeg husker, engang jeg var oppe på et bjerg. Mine ben gik som espeløv. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg drømte bare om at komme ned igen. Og så måtte jeg erkende, at jeg aldrig ville komme op på det bjerg mere. Der er steder på kloden, jeg godt ville have set. Hvis man er kommet til et punkt i livet, hvor man erkender trætheden, så må man læne sig tilbage. Det kan jeg sagtens forstå. Men jeg synes, det er vigtigt at have øje for andre muligheder. Og hvis man har brug for at trække sig tilbage, så skal man i hvert fald ikke optræde som en stor undskyldning for sig selv. Jeg vil ikke blive sur over alt det, livet ikke blev til. Jeg har en lille cigarkasse af et sommerhus, og når min kone og jeg sætter en ny busk i haven, så er vi realistiske nok til at spørge os selv, om den er til os eller børnebørnene. For hvis den er til os, så skal den vokse hurtigt".

Alder i ingen hindring / smerte søger lindring / tag min hånd i din / og lad os hare gå / stjernerne skinner lidt skjult / de smukke ord klinger lidt hult / blændværk, bluff og illusion / du nægter at høre derpå,.