Artikler
Bo Schiøler

Foto: Sofie Amalie Klougart

"Det har lært mig, at lyst er overskriften på alt ..."

Han har skrevet sange og teaterstykker om børns og unges ensomhed, kærlighed og frygt i over 40 år. Nu holder Kattejammerrocks far, Bo Schiøler, op i protest mod tidsånden på Vesterbro Ungdomsgård. Han mener, at unge er mere på skideren end nogensinde, fordi de voksne har glemt idealerne.

Af Ulrikke Moustgaard. Information 19. februar 2011.

Det er sjældent, at en afskedsbegæring udkommer på cd. Men når den, der siger op, står bag over 40 års hudløse beretninger fra børn og unge om livet på Vesterbro, kan det nok ikke være anderledes.

Bo Schiøler, leder af sang- og teatergruppen på Vesterbro Ungdomsgård (VUG), har skrevet sin sidste sang til Danmarks mest berømte børne- og ungdomskor. Manden, der skabte sange som Hjerteblod, De røde Sokker og Vi vil værne om jorden, har sagt farvel til ungdomsgården med sin sidste plade "Den Sidste Sang", som udkom i november 2010. Og med hans afgang går koret og teatergruppen også graven.

Hundredevis af børn og unge på Vesterbro kan se tilbage på et imponerende katalog af musik, film, bøger og teater. På rejser ud i verden med optrædener for andre børn og unge og for statsoverhoveder. For nogle blev VUG et springbræt til en professionel karriere i musik og teater. For andre var det et fristed, hvor man kunne tale om livets store spørgsmål - langt væk fra skolen og forældrene.

For manden, der skabte musikken og ordene, blev de 44 år med VUG et livslangt engagement, der udløste et hav af hæderspriser. I 2006 blev han slået til Ridder af Dannebrogsordenen af Dronning Margrethe. Men nu er det slut. På grund af en tidsånd og en ledelsesstil, der, som Schiøler formulerer det, "går en mand som mig frygteligt på tværs".

Berømt ved et tilfælde

Ingen ville have kendt Vesterbros musikalske børn, hvis ikke den daværende DR-journalist Thomas Winding i midten af 1970'erne havde besøgt ungdomsgården med en kameramand.

På det tidspunkt havde Schiøler og husets børn og unge - alle fra arbejderkvarteret Vesterbro - allerede gang i musikken. De havde indspillet to plader uden stor succes. Den ene var Kattejammerrock, som upåagtet havde været til salg i pladebutikkerne i et år. Men da vesterbrorødderne kom i landsdækkende monopol-tv, blev de berømte over night.

"Næste dag havde halvdelen af danskerne set programmet. Vores musik og tekster rørte ved noget i tidsånden. Rødstrømpebevægelsen, studenteroprør - alle de ting lå i tiden - og folk tog os til sig. Det var ikke bevidst fra vores side. Vi lavede bare det, vi plejede. Vi prøvede ikke at please nogen. Vi skrev og sang om det, der var i og omkring os," siger Bo Schiøler. Kattejammerrockstrøg direkte ind på hitlisterne. Folk var vilde med Vesterbro-gruppen, og koncerterne og turneerne stod i kø. Det havde den unge Schiøler ikke forestillet sig, da han knap 10 år inden begyndte som musiklærer på ungdomsgården.

En digter bliver streetwise

Bo Schiøler var et par og tyve år, da han i 1966 kom til VUG. Han gik på studenterkursus, skrev digte til Gyldendal og kunne et par sange på guitar, da han blev ansat i huset som "ungdomspædagogisk medarbejder med forstærket guitar som speciale," som han selv kaldte det i et interview med Søndags-Aktuelt i 1968.

I huset gik man ikke op i eksamenspapirer, men i, om medarbejderne indeholdt noget spændende. "Hvis de så også kunne gøre noget fedt for nogle børn og unge, så var det dét," som Bo Schiøler siger.

"Der var en aura af frihed, og at ingenting var umuligt. Vi havde en forstander, der troede på, at man skulle lade alle dyrke de gode egenskaber, de havde. For hvis folk brænder for noget, er det den bedste garanti for at kunne give det brænderi videre til andre."

Og han faldt pladask for stedet. "Jeg blev simpelthen bidt af at være et menneske blandt andre mennesker. De børn og unge, jeg lærte at kende, kunne nogle umiddelbarheder, jeg ikke var vant til. Det her med at være streetwise- et glimt i øjet, storbyhumor - det tog fuldstændig røven på mig. Jeg elskede den kontante afregning, der var i alting. Jeg elskede åbenheden. Selv de mest macho-agtige drenge gav sig i kast med ting, ingen ville have gjort i dag."

Få år efter overtog Bo Schiøler VUG's teatergruppe med en kollega. De lagde ud med et stykke om hippier og rockere - tidens to toneangivende ungdomskulturer.

"Typisk for vores børn ville alle være rockere, hippier var ikke en skid in. Rockere var de hårde og gode"

Schiøler begyndte samtidig på noget nyt: At skrive sange til stykkerne om livet på Vesterbro set fra børnehøjde. For han vidste, at sange kan handle om alt. Det havde han lært som teenager i England, hvor han boede nogle år med sin mor. Her fik han en musikalsk åbenbaring, da han blev udsat for Leonard Cohen, Bob Dylan og Neil Young.

"Jeg havde aldrig oplevet, at man kunne putte lyrik direkte ind i en rockmelodi; at en sang kunne handle om noget mere kompliceret end kys og klap. Det slog mig helt omkuld. Ikke fordi, det ikke er vigtigt, hvem der kysser hvem. Men jeg vidste, at det også betød noget, hvordan man har det i skolen, hvem der bliver slået, eller hvem, der ikke tør gå alene hjem, fordi gaden er usikker. Så det skrev jeg om."

Døden på en træstub

Som årene gik, fik Schiøler banket en arbejdsform med de unge op. Man fandt et tema - ideen kom fra børnene og de unge.

"Jeg har altid snakket allerhelvedes meget med dem. Om ensomhed, kærlighed og identitet. Alle de ting, som børn prøver at skjule i deres indbyrdes trafik og ikke rigtig kan snakke med deres forældre om. Det er dybt spændende," siger han.

Så blev der arbejdet. "Bo forventede, at alle diskuterede alt og tog stilling til alt," fortæller skuespiller Mia Lyhne, tidligere VUG-barn, i bogen Ballademager Blues. "Bo kunne sige: Gå ud i skoven, sæt jer på en træstub og skriv et digt om døden, I har 10 minutter! Og vi gjorde det. Vi kunne! Jeg tror, det er meget sjældent, at et voksent menneske tager børn og unge så alvorligt." Til sidst gik Bo Schiøler hjem og skrev manuskript. Stykket blev sat op, sangene indspillet.

Gennem årene har folk spurgt Bo Schiøler, hvordan han får de unge til det: Hvordan får man et ordblindt barn til at lære replikker? Eller en rebelsk ung til at stå og rime? Alle fortællerstemmer i stykkerne er skrevet på rim - "det er rent William Shakespeare," som han siger.

"Svaret er, at det er dem selv, der får dem til det. Vi har børn, der aldrig har åbnet en bog, som ikke kunne vente med at komme hjem, åbne deres manuskripthæfter og læse på deres roller. Det har lært mig noget om, at lyst er overskriften på alt."

Et andet tema, der er gået igen, er børns og unges tanker og tvivl om, hvem de er. Temaet identitet dukker ofte op i samtalerne på ungdomsgården. Og når Bo Schiøler ser tilbage på sine år i huset, er det samtalerne, der står som de stærkeste oplevelser. For nyligt handlede det om ensomhed.

Billedet herover: Sådan så det ud, da de unge sangere fra Vesterbro Ungdomsgård poserede i 1977, da albummet Hjerteblod blev udsendt. Foto: Holger Agerskov.

Den forbudte ensomhed

"Hold kæft, det var stærk kost. Alle sad yderst på stolene med ørene Dumbo-agtigt ude i lokalet, for de havde aldrig hørt om hinandens følelser og liv på den måde. Pludselig vidste alle, at nu skete der noget helligt i lokalet. De unge får sms'er hele tiden, har hundrede venner på Facebook og syv milliarder ting, de skal. Så at høre dem snakke om ensomhed og sorg og tristhed. Vi taler også om glæde og begejstring, men det er det andet, der er tabu i deres verden. Fordi man skal tage sig ud som en succes. Være efterspurgt. Og når den maske får lov til at falde, og man snakker om de ting, der gør rigtigt ondt - det er stærkt."

Den samtale var typisk for Bo Schiøler og de unges måde at arbejde på, siger han. Han ser ikke sig selv som pædagog, men som menneske blandt andre mennesker.

"Da vi talte om ensomhed var jeg ikke lærer eller pædagog. Jeg var en, der tænkte på min egen ensomhed, og hvad ensomhed har gjort ved mig. Jeg huskede mig selv som 15-årig, som 60-årig. Måske er det, der er lykkedes for mig, når de har gidet at samles omkring mig: At der altid har været en menneskelighed i tingene," siger han.

Den store svære identitet spiller en lige så væsentlig rolle for børn og unge i dag som for 40 år siden, da Schiøler kom til VUG. Blot med den forskel, at ensomheden er blevet større og pejlemærkerne mere utydelige, mener han.

"Hele den frihed , som er kommet i dag - de unge ved ikke, hvad de skal bruge den til. Hvis du ikke har nogen retningssans og kan gå alle steder hen, betyder det også, at du ingen steder har at gå hen. For alt er tilladt, alt er muligt. Og til sidst står du der og bliver ikke-beslutningsdygtig, for der er syv par bukser at hive ned fra hylden, og syv milliarder veje at gå."

Bo Schiøler vil ikke kaldes nostalgiker eller skydes i skoene, at alt var bedre i gamle dage. Men han vil gerne efterlyse nogle af de gamle dyder. F.eks. idealer. Og voksne, der lærer børn og unge noget om ret og uret.

De voksne har svigtet

"Jeg tror på, at man som voksen skal lægge alle landskaber ud for børn og unge. De kan godt finde ud af at vælge selv, de skal bare vide, hvad der er på hylderne. Voksne skal tage det ansvar: Her er hylderne. Idealerne hedder det og det. Nogle ting er retfærdige her i verden, andre er dybt uretfærdige. Og der må jeg sige, at mange unge ingen pejlemærker har. De synes, det er synd, hvis folk er på skideren, men de har ingen analyse af, hvorfor de er det. Hvorfor folk sulter, eller hvem, der udnytter hvad. Der har min generation af voksne og lærere svigtet deres ansvar fuldstændigt. Jeg kan forstå det, for verden er kompliceret, der er stress overalt, og folk vil bare gerne have fred inde i hovedet, tænde for tv'et og lade Bruce Willis klare tingene. Men verden bliver ikke bedre, hvis du ikke lærer noget reelt om krig og fred, ret og uret, solskin, regnvejr og kærlighed."

Hvis Bo Schiøler var fortsat på VUG, ville idealerne igen have fået en plads i husets næste stykke. Planen var nemlig at arbejde med temaet ytringsfrihed. Han og de unge har diskuteret, om Wikileaks' stifter, Assange, er nutidens svar på Robin Hood - en af Bo Schiølers egne helte fra barndommen. Stykket ville være blevet en Schiøler Classic.

"Mennesket skal have noget, der får det til at vokse og se opad. Hvis der ikke er noget lys for enden af tunnelen, så er børn og unge totalt ude og skide. Det var jeg dødeligt klar over tidligt på VUG. Det blev vigtigt for mig, at vi skulle være et alternativ. Jeg ved, hvem Lady Gaga er, og hvilke film de ser i Palads. Hvordan man følger med tiden. Men jeg har aldrig været særlig imponeret af tid og trends. Hvis VUG skal have en eksistensberettigelse - hvis jeg skal - så skal vi tilbyde nogle andre og mere ægtebilleder af livet," siger han.

Derfor forlader Bo Schiøler nu ungdomsgården. En ny ledelse med nye prioriteringer gjorde valget let, selv om det var svært at forlade børnene og de unge. Der gik for meget Tivoli i VUG. På bekostning af idealer og den menneskelighed, Schiøler har elsket. Som at husets altmuligmand tog ungerne på vandring i Norge, eller at de kunne bruge oldfruen, når de trængte til en dyb snak.

Nu træder Kattejammerrocksfar ind på nye græsgange. Han er 65 år, men slet ikke pensionsmoden. Måske vil han tilbyde sin erfaring til de kommende generationer af pædagoger og lærere. Måske noget andet. Lige nu skyder han videoen til "Den Sidste Sang", der også er en slags afskedsbegæring .Eller som det lyder i titelnummeret: "Den sidste sang er ikke lang/Jorden blev for fladtrådt/og himlen blev for trang/Der var ikke højt nok til loftet/eller et dybt nok kælderrum/Så den sidste sang blev sunget af en blind, en døv og en dum."