Artikler
Vesterbrobladet nr. 40, oktober 1991.

I anledning af pladeudgivelse nr. 15 "Ulvehyl".

Musik på Vesterbro

Manden bag Vesterbro Ungdomsgårds plader og digtsamlinger, Bo Schiøler, har levet med Vesterbros børn og unge i 25 år.

Af Helle Rasmussen.

Bange for at leve / bange for at dø / bange for en istid / og bange for at tø

Strofen er hentet fra Vesterbro Ungdomsgårds nyeste LP, "Ulvehyl", som netop er kommet på gaden. Pladen er nummer 14 i rækken, musikken er som altid iørefaldende, mens teksterne ikke kan undgå at ramme lige i hjertekulen.

I denne uge er det netop 25 år siden, at en ung Bo Schiøler, der elskede musik, men ikke var nogen ørn til at spille, blev ansat som faglærer i musik på Vesterbro Ungdomsgård.

En middelklassedreng, der efter eget udsagn "strittede lidt forkert med lillefingeren" - og nær aldrig var vendt tilbage efter mødet med knytnæverne i en lokal læderjakkebande.

Bo Schiøler tog dog kampen op - og det er faktisk, hvad han også vil have Vesterbros unger til at gøre i dag.

Unge i dag har så travlt med ikke at vise hvem de er. Du skal tage dig ud som en succes, gå fra det ene til det andet hele tiden. Mange af dem er bange for stilheden, for at høre deres egne tanker - og det er synd. Det er vigtigt, at de tænker og mener noget hele tiden. De skal hele tiden lytte og bruge sig selv 100 procent, siger Bo Schiøler en tidlig regnfuld eftermiddag i Ungdomsgårdens køkken.

Bag facaden

Sangene på de nu 14 LP'er stammer alle fra ungdomsgårdens teaterforestillinger. Der opsættes minimum 4 forestillinger om året med hver 6-10 nye sange.

Men selv om mange af børnene bliver så bidt af teater og musik, at de bliver ved i årevis, er det ikke lutter sjov og ballade.

Undervejs er der masser af hårdt arbejde. Nogle bliver glade undervejs, andre bliver kede af det - vi kaster os ikke altid rundt på gulvet af latter. Det betyder også, at børnene bliver meget bevidst om, hvordan man laver showbiz. De ser, at det, der lyder legende let, er resultatet af hårdt arbejde, og at en plade ikke bare bliver lavet på en nat med lidt stjernestøv, siger Bo Schiøler, der har bemærket børn, der kiggede efter opbygningen af musikvideoer.

Jeg vil ikke drage konklusionerne for dem, men vil gerne opfordre dem til at være kritiske. Meget af den musik, der udbydes for de unge har ingen sjæl. Det er ren emballage uden hjerteslag - maskiner, der er tunet ind på at tjene penge.

Digte var yt

Samtidig med den nye LP præsenteres også Bo Schiølers egen digtsamling: "Lygtemandens Blålys" med digte og monologer fra de 25 år.

Og lyrikken er også blevet en del af børnenes hverdag.

Første gang, jeg foreslog dem at skrive digte lød det: "Ad, det er røvsygt, det gider vi ikke...", og nu har vi udgivet fem digtsamlinger. Nogle spørger, hvorfor der skal komme produkter ud af det, vi laver. Jeg synes det betyder meget at få den anerkendelse, at der er andre, som synes at det, du har lavet, er godt. Det er fantastisk for børnene at vide, at der sidder en dreng i Skagen eller en pige på Samsø og læser det, du har lavet, siger Bo Schiøler.

Da digtsamlingen om døden udkom tidligere på året mente mange, at det var et deprimerende tema for børnene, men ifølge Bo Schiøler er det "bare virkelighed", ligesom temaet "ensomhed"

Når vi laver teater, sætter vi os ned og snakker, skændes, improviserer og øver. Da vi skulle skrive et stykke om ensomhed, satte vi os ned og talte om ensomhed. Alle fortalte om deres ensomhed, og der var ingen der fnisede - alle vidste, at lige nu blev der sagt noget meget vigtigt om hinanden som mennesker. Jeg vidste ikke mere end dem og kunne ikke sige noget klogt, siger Bo Schiøler og ser ud som om, at den atmosfære, der denne eftermiddag opstod mellem de mange børn og unge, er flere års arbejde værd.

En anden oplevelse, der kan få hans nakkehår til at sitre, er de gange om året, hvor sanggruppen ikke bare optræder godt, men simpelthen synger himlen høj.

En af de ting, Bo Schiøler, gerne vil give børnene og de unge "med sig", er troen på sig selv og evnen til at stoppe op og tænke.

Vesterbro er et sted, hvor janteloven lever. Det er ikke et sted, hvor man får stimuleret sin selvtillid, eller et sted hvor man får ros. Alle er bange for at give hinanden et klap på ryggen. Men jeg tror på, at børnene i Vesterbro Ungdomsgård er blevet sværere at vælte i livets svære spil. Når en lille pige kommer hen til mig og siger: "Hold kæft", så tænker jeg, at hun har sit ego i orden.

Og selv om han erkender, at kun få af dem formentlig vil få udlevet deres drømme bare tilnærmelsesvis, så er han vild med deres ukuelighed.

Der er noget ved Vesterbrobørn, jeg elsker. Jeg kan ikke sige nøjagtigt, hvad det er, men jeg vil kalde det råstyrke. De har en bestemt drivkraft, en elementær humor, som får dem til at give tingene en bestemt lille drejning. Når alt ligner lort, griner de bare - jeg ved ikke, hvor de får det fra.

Vesterbro Ungdomsgård fejrer Bo Schiølers 25-års jubilæum på fredag.

Til toppen