Artikler
Information, 4. april 1998.

I anledning af musik forestillingen "Mordet på rotternes gade"

En forelsket fan

Et nostalgisk gensyn med Vesterbro Ungdomsgård. Fra barneforelskelse til Ungdomsgårdens nyeste musikforestilling: "Mordet på rotternes gade"

Af LINE MØRKBAK

Jeg har vel været 9-10 år, da jeg første gang blev forelsket. Jeg mener sådan rigtigt forelsket i rockmusik. Nogle år forinden havde jeg flirtet en smule med Shubidua, og "Jeg har en hund med fire poter": Men det var først med "Kattejammer rock", at jeg for alvor faldt for det dunkende beat. Når jeg sådan skrålede med på "at være baggårdskat, det er et hundeliv", blev jeg helt varm indeni.

Her var der ikke bare tale om at tælle til fire poter, men om hverdagen på Vesterbro, hvor en kat ikke bare er en kat, men måske en skilsmissekat, der skal følge med i rotteræset og derfor lever et hundeliv. At sangene tilmed var sunget af en flok unger, der boede i dette brogede kvarter, fik blot min forelskelse til at blusse yderligere op.

Stemningen var jo ikke til at tage fejl af. Disse inkarnerede vesterbrounger sang så det var en lyst, og jeg skrålede med hjemme i stuen. Ja, for min kontakt med Vesterbro Ungdomsgård foregik ene og alene gennem pick-up'ens dansen hen over pladevinylet og de efterfølgende lydbølger, der forplantede sig i stuen.

Jeg havde aldrig trådt mine barnesko på det beskidte Vesterbro, hvilket var en simpel detalje, mit barnlige jeg ikke hæftede sig yderligere ved. Jeg vidste jo alt om at have lokum i gården og være skilsmissebarn, at jeg så boede i en tryg kernefamilie i en forstad til Århus, havde i og for sig ikke noget med sagen at gøre. Den sociale identifikation var på plads. Mine forældre kiggede stolt på hinanden, når deres lille datter sang om de udstødtes paradis, om at gå med røde sokker og om Istedgade, der aldrig ville overgi' sig. Deres politisk korrekte opdragelse havde ikke slået fejl.

Brutal konfrontation

Tiden gik. Jeg voksede, og min forelskelse i stenbroens stemmer brændte langsomt ud. Men skæbnen ville, at studier og en stigende storbyhunger skulle føre mig til hovedstaden. Min spinkle økonomi tillod mig dog ikke de store udsvævelser, så jeg bosatte mig på det vestlige brokvarter med en veninde. Og her blev forstadsbarnet brutalt konfronteret med sangtemaerne fra den gamle barneforelskelse. Livet på Vesterbro forenklet til to mennesker i en lille toværelses lejlighed uden varmt vand og bad, morgentoilette med kogning af vand og derefter etagevask, kolde vintre med pingviner i sengens fodende, junkier på gadehjørnet, dildoer til udsalgspris, lak, læder og blinkende lygter. Men også en fascinerende bydel med børnefamilier, thaibutikker, halal-slagtere og tørklædeklædte teenagepiger, der diskuterer tøjmode på stenbroens utvetydige dialekt.

Det var i 1995, og jeg var i starten af 20'erne. Jeg var fysisk tilbage på det Vesterbro, som jeg i så mange år havde haft et langdistanceforhold til. Men nu var vi omsider flyttet sammen - stenbroen og jeg.

Byfornyelse

Så kom byfornyelsen. Jeg tog et banklån og fik min egen andelslejlighed med bad, termoruder og installeret fjernvarme - stadig på Vesterbro, men i den pænere ende af Istedgade med udsigt væk fra narkoluderne på Maria Kirkeplads. Og sådan bliver vandene delt, lejligheder forbedres, lægges sammen og huslejen stiger.

Og nu opdager jeg, at Vesterbro Ungdomsgård stadig lever. Den igangsættende kraft bag Ungdomsgårdens utallige teaterforestillinger og pladeudgivelser, Bo Schiøler, er på banen i byfornyelsesdebatten. Endnu en gang tager han udgangspunkt i de unge vesterbroeres egne oplevelse af de forandringer, der sker med bydelen. Hvorfor har husene regnfrakker på, og hvor skal bumserne bo, nu hvor den belastede stenbro er ved at udvikle sig til et mondænt kvarter? Resultatet er blevet musikforestillingen: Mordet på rotternes gade.

Nostalgisk gensyn

Jeg må gense min barndomsforelskelse. Opflammet af minder finder jeg de gamle plader og nodehæfter frem. Jeg lytter til de simple akkorder og bliver igen varm indeni, når der tilbage i 1977 synges: De si'r vi bor i byens bedste kvarter / hvor bor borgmesteren.? / hvor bor de rige? / hvorfor bor de ikke her / i byens bedste kvarter? Efter denne intense opvarmning er jeg klar til konfrontationen med Ungdomsgårdens nyeste udspil.

I "Mordet på rotternes gade" er det beskidte Vesterbro blevet fint og fashionabelt, pænt og præsentabelt. Kyniske engle, anført af Angel Face, der er born på Enghave Place, vil have Rotte Fjæs og dennes rotteslæng til at forsvinde fra kvarteret. Der skal være fransk cafe, så rotternes gade må lade livet. Forestillingen melder klart ud, at børn og porno er en dårlig cocktail. Ungerne ønsker sig huse på skudsikker grund og grønne legearealer, men betyder det, at Grete Netto skal forlade stenbroen til fordel for Hr. Bo Bedre? Ikke nødvendigvis - der skal være plads til alle.

Den sociale indignation er stadig Ungdomsgårdens drivkraft, og musikken er fortsat rodfæstet i 70'er-rock - her kopieres ikke engelske kryddersild eller Aqua-Barbier. Ungerne nyder det og synger med en smittende begejstring. Her er der plads til alle, og tyggegummiet tages ikke altid ud inden sangene skråles i mikrofonerne. Vesterbro Ungdomsgård overgi'r sig aldrig!

Som kærlighedssyg fan havde jeg nervøst forberedt mig til gensynet med min barnlige forelskelse. Og det blev ikke en skuffelse. Vesterbro Ungdomsgård synger stadig engagerede sange om livet på stenbroen. Formen er ikke blevet synderligt fornyet, men det giver til gengæld plads for en blomstrende nostalgi hos en gammel kæreste. Der synges om (let brogede Vesterbro, som jeg kender det fra barndommens plader og fra min daglige færden i byens bedste kvarter. Et kvarter der forhåbentlig både vil huse mig, franske cafeer, ludere og lommetyve i fremtiden.

"Mordet på rotternes gade". Tekst, musik og instruktion: Bo Schiøler: Medvirkende: Børn og unge fra Vesterbro Ungdomsgård. Opføres på Vesterbro Ungdomsgård 16. april og på Københavns Bymuseum 18.,23. og 26. april. 1998.

Til toppen