Nyheder

Film

Plader

Bøger

Sangbog NYHED!

Udkom 20. oktober 2020 på Underskoven.

Tekst og musik: Bo Schiøler

Tryk på billedet for at se bogomslaget

Anmeldelse skrevet af Knud Ramian:

Læs her PDF

Bo Schiøler

Nyhed sangbog med noder og becifringer udkom 20. oktober 2020.

"Seniorerne synger - sange fra den 3. alder"

Forlaget Underskoven. 100 sider. Vejledende pris: 160 kr.

Kan købes hos alle boghandlere

Indeholder bonus cd'en "Rekviem for Kraka"

I "Seniorerne Synger" åbner Bo Schiøler gennem 40 originale sange op for alderdommens udfordringer, fordomme og lyse stunder. Sangene er alle skrevet fra en +65-årigs perspektiv. Disse nye sange er skrevet til de "modne danskere". Med humor og livslyst giver Schiøler en musikalsk stemme til alle de mange seniorer der – ligesom han selv – stadig kan lide livet, som kan tænke, føle og handle, og som værdsætter gode sange fra deres egen erfaringsverden. Med noder og guitar-becifringer er sangbogen både en fandenivoldsk protest og et ømt vidnesbyrd fyldt med sange, som skal synges sammen i fællesskab.

Læs pressemeddelelsen Klik her PDF

Tilegnet

Hannah og Gerd, Pauline, Filippa, Kasper og Jakob og SKAVANKERNE:

Jens Birkedal (bas), Jens Muhlig (guitar), Lennie H. Jakobsen (sang), Christian Winding (trommer og percussion), Ronny T. Holm (klaver og orgel) og gæste-musikerne: Kristian Jørgensen (violin), Francesco Calí (harmonika), Niels Harrit (tenor- og barytonsaxofon).

Og sidst, men ikke mindst: Vores "menighed" (som vores trofaste publikum kalder sig selv).

LEV LIVET - HELE LIVET.

Forord af

Per K. Larsen, landsformand i Danske Seniorer.

Tillad mig at starte med en bekendelse. Jeg er som Bo Schiøler født lige da 2. verdenskrig sluttede.

Det var en tid med mange bekymringer.

Jo, 2. Verdenskrig var slut, befrielsen fyldte vores forældre med glæde og optimisme, og året efter fødte kvinderne den største børneårgang, der nogen sinde er set i Danmark.

Og så kom bekymringerne. Der blev nedsat en Ungdomskommission, som forudsagde at vi ville leve i trængsel og med alt for få muligheder resten af livet.

Men hvad skete? Vi voksede op i et boom af uddannelser, et udvidet arbejdsmarked og en langt bedre velfærd for både kvinder og mænd.

Historien gentog sig, da vi blev unge.

Vi udskiftede Giro 413 med jazz, rock og beat, fornyede uddannelser og kultur, krævede fred og social retfærdighed, SU, barselsorlov og ligestilling for kvinder.

Kort sagt, gjorde alt det som unge gør for at udvikle samfundet.

Vi blev udnævnt til 68+ere og fik at vide, at vi var alt for krævende.

Og hvad skete der? I dag, 40 år efter, er Danmark rigere end nogen sinde før.

Nu hvor vi er 70+ årige, oplever vi det igen. Vi mødes af dystre prognoser fra beslutningstagere, der ser os som økonomiske byrder og sundhedsproblemer, snarere end som hele mennesker.

Coronaen kom, og vi blev kategoriserede som gamle, syge og udsatte Fremtiden truer igen, igen. Vi ved det ikke passer, vi ved, at livet er mere end det.

Vi har livet igennem haft modet til at tage ansvar og præge udviklingen, som seniorer får vi ovenikøbet pension og økonomisk frihed til gøre det, vi er gode til, og som giver livet mening.

Danske Seniorer, som jeg er landsformand for, er en sammenslutning af foreninger og personlige medlemmer, der er samlet under mottoet: "Vi hjælper hinanden".

Foreningerne arrangerer sociale aktiviteter, spisning, udflugter, foredrag, sang, slægtshistorie, film mm.

Danske Seniorer har 90.000 medlemmer og bliver hørt, når vi rejser seniorpolitiske sager, fx om foreningernes vilkår, sundhed, medicinsikkerhed, boliger og bofællesskaber, økonomi, bedre og billigere offentlig trafik.

Vi tænker ikke kun på os selv, men også på fremtiden for vores børn og børnebørn og er med i kampen for FN's verdensmål og for klimaet.

Mange seniorer, især mænd, oplever kriser, når vi stopper på arbejdsmarkedet.

Samfundet har ikke længere så mange positive forventninger til os; vi skal selv opdage, at livet efter arbejdsmarkedet ikke kun er ferieog at alder ikke en sygdom.

Vi svækkes med alderen, oplever sorg og dør til sidst, men værre er det altså ikke.

Der er forsat muligheder og valg mellem Sofaen, TV, børnebørn, udflugter, rejser, musik, naturen, maden, plads til at undre sig over alt det der sker og for at gøre nytte for andre.

Bo Schiøler, der gennem hele arbejdslivet har skrevet livsbekræftende sange til børn og unge i Vesterbro Ungdomsgård, skriver nu til seniorer i sangbogen: "Seniorerne Synger".

For ham har seniorlivet åbnet for en ny følsomhed, som kommer til udtryk i sangene, sammen med alt det, der var i forvejen: humoren, livsglæden, protesten.

Det er nye sange - en fordom om seniorer er, at vi ikke er gode til at lære nyt.

Jeg håber inderligt at sangbogen bliver godt modtaget og tænker at Bo Schiøler bliver glad, når han inviteres til at komme ud i foreningerne for at fortælle og synge for.

ET LIV I MUSIK

Forord af Bo Schiøler

Jo, efter 44 år som sangskiver og dramatiker for børn og unge på Vesterbro Ungdomsgård, blev jeg i 2011 en vaske-ægte pensionist.

Som for så mange andre pensionister, var det en kæmpe omvæltning. Jeg sad og stirrede på tapetet ud i afgrunden og det dybe mørke. Telefonen var tavs. Vækkeuret var overflødigt.

Som for så mange andre seniorer var det store spørsmål: HVAD NU? Heldigvis kunne jeg stadig skrive sange, indspille plader og holde koncerter. En god ven sagde, at tiden var inde til at stå frem som mig selv - uden børn og unge eller andre, solistiske voksne!

UPS! En hel ny verden bankede på. Mig, som front-man? Som smør-tenor?

Som giraffen, der kæder sangene sammen, foran et publikum? Jeg ville kun, hvis jeg kunne skrive - og optræde med sange fra min nuværende virkelighed.

Skrive og beskrive udfra min nutid. Min nuværende alder. Skrive sange til mig selv - og til alle dem, som lignede mig. Som, havde livs-erfaringer og år på bagen.

Sange om levet liv.

OG jeg vidste, at i livet er man enten deltager eller tilskuer. Aktiv eller passiv.

Et liv i musik, Jo, i skolen afleverede jeg stile i digt-form.

Jeg elskede digte. Digte betød FRIHED! Jeg elskede sang og musik. Ren lyrik!

Første musik:

Klassisk og opera (hos mor) Armstrong og Sinatra (hos far).

Spillede selv (som 13-årig) skiffle-musik i bandet "Rødderne". Morgensang i skolen. Giro 413 om søndagen.

2. Bølge:

Tommy Steele, Brenda Lee, Elvis, Fats Domino, Little Richard, Everly Brothers osv.

(Sex, vildskab, boogie og fede harmonier)

(Billedet: Bente Simone Jæger)

3. Bølge (ung mand):

John Lennon, Niel Young, Bob Dylan, Leonard Cohen, Nina Simone, Dan Andersson osv.

(Digte blev til sange. Sangene blev bredere - de ku' handle om alt: Samfund, frihed, eksistens, krig og fred, forbrydere)

4. Bølge (ØH, voksen):

Jeg fik idoler fra den dansk/nordiske sangskat.

Jens Vejmand, Kringsatt av fiender, Sangen om Larsen, Spelmannen osv.

Jeg blev vild med protest-sange. Sange, som mente noget, som gjorde oprør

- men jeg elskede også: Månestrålen, Glemmer du, Hvem kan segla forutan vind, Poul Henningsen osv.(Alle disse påvirkninger gav jeg direkte videre til børn og unge fra Vesterbro Ungdomsgård)

5. Bølge (den 3. alder):

Jeg prøver altid at bekæmpe sentimentalitet i mine sange.

Men, så dyrkede jeg en masse franske sangere.

Faldt totalt for Charles Aznavour. Senere, Boris Vien, Juliette Greco, Edit Piaf, Yves Montand osv.

(Når de må være følsomme, må vi nord-boere også. Dejligt! Frihed!

Også i den 3. alder rimer HJERTE på SMERTE!)

Her, i SENIORERNE SYNGER, får I et udvalg af mine senior-sange.

De kom til verden i København. De har været ude på landevejene - og de er alle udgivet på CD. Optimisme? Pessimisme? Realisme? Protest - eller fordoms-bekæmpende humanisme?

Finkultur eller hverdagspoesi? Alt dette er sangene blevet kaldt. Bedøm selv!

God læse- og lyttelyst! Syng selv! Syng godt!

Bo Schiøler - august 2020

Bagsidetekst.

Seniorerne Synger. 40 senior-sange med klavernoder og guitarakkorder.

Bo Schiøler (f. 1945 i København) er nok Danmarks eneste sangskriver, der har seniorerne, det grå guld, den 3. alder som defineret målgruppe.

Efter 44 år som huskomponist og -dramatiker på Vesterbro Ungdomsgård gik Bo på pension. MEN rastløshed og musisk kreativitet drev ham til at skrive nye sange om alder og aldring og levet liv. Om vilkår for pensionister i dagens Danmark, skyggefolket, ældrebyrden, mimre-klynk eller?

Sangene i Seniorerne Synger er alle skrevet fra en +65-årigs perspektiv. Disse nye sange er for "de modne danskere". Sange til fornøjelse og eftertanke. Her bliver ikke lagt op til nostalgi og eskapisme, virkeligheden, nutiden er stadig en messe værd.

Bo´s sange handler om virkelige hændelser og rigtige mennesker. Intet er fri fantasi. Ofte er sangene formet som portrætter af stærke, selvstændige personer, som ikke blev `kendte´ i den brede offentlighed. Folk som fløj under radaren, som ikke havde rundsave på albuerne. De kom aldrig i avisen eller i TV. Nej - du kender dem ikke. Nogle af dem er døde og borte - andre er fra nutiden og i høj grad i live.

Simple rim - stor hverdagspoesi. Altid i tråd med hjerte og smerte, sejre og nederlag. Humor, snerren, protest og elementær livsglæde.

Alle sangene er indspillet på cd og fremført live af Bo Schiøler & Skavankerne.

"Kom her og syng med, syng med på min svanesang, jeg var aldrig en af de svaner, som kun gik i gåse-gang"

Pressen skrev:

"Bo Schiøler er en legende i Danmark. Som musikalsk igangsætter i Vesterbro Ungdomsgård i København kender de fleste af den ældre generation garanteret en del af hans sange. Med sit dobbelte greb om nutiden og historien, sin usvigeligt humant-kritiske tilgang til sangenes emner og sine solide, medrivende sange bør Bo Schiøler & Skavankerne nå langt ud over generationsgrænserne. Teksterne er helt suveræne, og melodierne er stor-gode. Bo Schiøler skriver sine sange lige ud ad landevejen.

På et klart dansk, der undgår ethvert tilløb til det kunstnerisk søgte, men finder sit poetiske leje i det umiddelbare og konkrete. Skavankerne leverer en loyal, lydhør, empatisk opbakning, ja, mere end det: Skavankerne er kongeniale fortolkere af Bo´s sangskat. Hermed varmt anbefalet.". CAPAC 2019 - om "Rekviem for Kraka".

Seniorerne Synger er blevet til i samarbejde med pensionistforeningen Danske Seniorer.

Landsformand Per K. Larsen har skrevet bogens forord.

Fakta-bokse: Per K. Larsen og seniorkonsulent Henning Kirk - Danske Seniorer.

FORLAGET UNDERSKOVEN

Indeholder bonus cd Rekviem for Kraka.

SANG-INDEX
  • 1. Kom nærmere, godtfolk
  • 2. Ynke-klynke blues
  • 3. Da verden var vores
  • 4. Piano-pop og sort poesi
  • 5. Usårlig
  • 6. Den 3. alder
  • 7. Mit liv
  • 8. Fodspor i vandet
  • 9. Gammel og grå
  • 10. Dit vemodige efterår
  • 11. Når ældrebyrden tynger
  • 12. Den evige flakker
  • 13. Skak-mat Martha
  • 14. Når skyggefolket danser
  • 15. Her sværger jeg
  • 16. På en go' dag
  • 17. September regn
  • 18. B-film blues
  • 19. En bitter-sød salme
  • 20. En sur gammel mand
  • 21. På listesko
  • 22. Byg mig et hus
  • 23. Fra vugge til grav
  • 24. Nye kunstner
  • 25. På kant med døden
  • 26. De lyver
  • 27. Der var engang
  • 28. Imens vi sov
  • 29. Husk mig
  • 30. Rekviem for en død soldat
  • 31. Ulven kommer
  • 32. Lang-distance kys
  • 33. Overflod og tørke
  • 34. Giv mig et kys (før du går)
  • 35. Ubrugte dage
  • 36. Alder ingen hindring
  • 37. Louise in memoriam
  • 38. Kun tåber tvivler aldrig
  • 39. For sent
  • 40. Det sidste kys

For- og bagside fotos: Per Morten Abrahamsen

Øvrige fotos: Bente Jæger, Holger Agerskov, René Mølskov,

Gorm Valentin, Per Morten Abrahamsen

Tegninger og linoleumstryk: Werner Pawl

Nodetilrettelæggelse: Joakim Jull Ludvigsen

Teksttilrettelæggelse: Susanne Bösche

Grafisk design: Lars Pedersen

STOR TAK TIL:
  • Jeppe Aakjær
  • Dan Andersson
  • Charles Aznavour
  • Beethoven
  • Birgit Boelskov
  • Marc Chagall
  • Leonard Cohen
  • Jens Birkedal
  • Susanne Bösche
  • Bob Dylan
  • Elvis
  • Johannes Ewald
  • Nina M.J. Faustman
  • Mette Gramstrup
  • Nordahl Grieg
  • William Heinesen
  • Poul Henningsen
  • Billie Holiday
  • Uffe Høj
  • Else Klit Jensen
  • Lisbeth Klittegaard
  • Käthe Kollwitz
  • Brenda Lee
  • John Lennon
  • Katrine Lester
  • Peter Littauer
  • Django Reinhardt
  • Rikke Samssund
  • Jahn Schapiro
  • Lars Schiøler
  • Tommy Steele
  • Stina Stjärnqvist
  • Ove Bugge Sørensen
  • Sister Rosetta Tharpe
  • Jørgen Torp
  • Tom Waits

Sangbogen er støttet af:

Dansk Tennis Fond,

Dansk Skuespillerforbund,

KODA-kultur,

DPA

VELUX Fonden

Til Toppen