Nyheder

Film

Plader

Bøger

CD NYHED!

Udkom 11. oktober 2019 på SÅDAN'SK

Tekst og musik: Bo Schiøler

Tryk på billedet for at se numrene på pladen

Anmeldelse nederst på siden

Bo Schiøler & Skavankerne

CD Nyhed udkom 11. oktober 2019 på SÅDAN'SK (Sundance).

"Rekviem for Kraka - Sange fra et levet liv"

Mange kender myten om den smukke - og vise - Kraka, som mødtes med sagnkongen Ragnar Lodbrog, iklædt et fiskenet, i selskab med en hund og tyggende på et løg.

Rekviem for Kraka.

En kæde af hændelser. Et tema med variationer.

En samling portrætter inspireret af Kraka og hendes medsøstre (og indimellem sneg der sig en med-bror ind i sangene). Portrætter, af stærke og specielle kvinder - og mænd, som alle gik ind for glemte idealer og dyder som f.eks.:

Menneskelighed, sammenhold, solidaritet, menneskeret - ordentlighed og retfærdighed, fred og pacifisme, tolerance og accept, sameksistens, ligeværd - venskab og overbærenhed osv. osv. Totalt latterlige, gammeldags, umoderne og glemte dyder i 2019.

Værdier fra en svunden tid.

Læs pressemeddelelsen Klik her PDF

Rekviem for Kraka.

Nogle af personerne er døde og borte. Andre personer er fra nutiden - og i høj grad i live.

Du kender dem ikke. De fløj under radaren, havde ikke rundsave på albuerne. De kom aldrig i avisen eller i TV.

MEN, sangene bygger på virkelige personer. Intet er fri fantasi. MEN, selvfølgelig er de fortolket af mig.

Emnevalget er mit - og alt er set fra en 73-årig mands perspektiv.

Så, selvfølgelig handler mine sange - til sidst - mest om mig selv - om mine oplevelser og erfaringer fra den verden, som omgi'r mig.

Bo Schiøler - september 2019

Billedet: Mike Tramp

Forord af Mike Tramp, Sanger

TIL MIN MAESTRO

Jo, jeg har altid sagt til journalister, at mit musikalske fundament er Kim Larsen og Bob Dylan, og at alt hvad jeg har lavet gennem årene, starter dér.

MEN, Det passer ikke helt. Det hele startede med Bo Schiøler. Der var ingenting før.

Jeg lærte Bo at kende på Vesterbro Ungdomsgård i 1972 - for 47 år siden.

Bo sad altid på scenekanten med sin akustiske guitar - klar til endnu en sang. Og det gør han stadigvæk i 2019 - han er altid i bevægelse. Og altid en konstant. Jeg lærte og så, hvad der skal til for at blive en rigtig sangskriver. En rigtig sangskriver som Bo Schiøler.

Året er 1974. En flok "møgunger" fra Ungdomsgården skulle indspille "Vi lever på Vesterbro". Elvis Presley og John Lennon var stadig i live. Led Zeppelin var ikke opløst, og der var kun én tv-kanal i Danmark. Bo var min musikalske mentor. Han lærte mig at elske musik og leve musik.

Jeg er dybt imponeret over at han stadig er i gang. At han kan blive ved med at skrive fantastiske sange - igen og igen, år efter år, sang efter sang. Bo er en sangskriver af den ægte slags, en enhjørning.

Hvor finder han alle de sange og melodier, hvor kommer de fra, de pjattede - og de dybt alvorlige tekster, de smukke tidsløse melodier, rock, jazz, blues, folk og blide ballader - og nu også vals. Imponerende!

REKVIEM FOR KRAKA: Serious stuff. Og, hvis man gider lytte, blir man sgu klogere. Linie efter linie. Vers efter vers. Sang efter sang. Stor livsvisdom, sprudlende melodier og fantastiske tekster.

Jo, han er en stor digter og historiefortæller.- Sange fra et levet liv. Hjerte og smerte. Den sociale indignation. Her er blødt og hårdt - og vaskeægte protestsange. Dejligt!

Kære Bo, du spredte - og spreder - et livsvigtigt budskab med din store hverdags-lyrik!

Tak for de gyldne timer hvor vi sad og drak spandevis af te og spillede guitar og sang til strengene knækkede og stemmene blev væk.

Mike Tramp - Jakarta, Indonesien - Sept. 2019

STOR TAK TIL:
  • Jeppe Aakjær
  • Dan Andersson
  • Charles Aznavour
  • Beethoven
  • Leonard Cohen
  • Jens Birkedal
  • Susanne Bösche
  • Marc Chagall
  • Bob Dylan
  • Elvis
  • Johannes Ewald
  • Nina M.J. Faustman
  • Mette Gramstrup
  • Nordahl Grieg
  • William Heinesen
  • Poul Henningsen
  • Billie Holiday
  • Uffe Høj
  • Lisbeth Klittegaard
  • Käthe Kollwitz
  • Brenda Lee
  • John Lennon
  • Peter Littauer
  • Django Reinhardt
  • Frank Reuther
  • Rikke Samsund
  • Jahn Schapiro
  • Lars Schiøler
  • Tommy Steele
  • Stina Stjärnqvist
  • Ove Bugge Sørensen
  • Sister Rosetta Tharpe
  • Jørgen Torp
  • Tom Waits
CD PRODUKTION:
  • Indspillet i SoundGround50 - maj/juni 2019
  • Producer: Lars Schiøler
  • Indspilnings-chef og mix: Lars Schiøler
  • Teknik: Lars Schiøler og Jens Birkedal
  • Mastering: Jan Eliasson - Audio Planet
  • Fotos: Per Morten Abrahamsen (for- og bagside).
  • Øvrige fotos: Bente Jæger, Holger Agerskov,
  • René Mølskov og Gorm Valentin
  • Grafisk design: ideogidentitet.dk

MUSIKKEN SPILLES AF:

  • Bo Schiøler: Sang og akustisk guitar
  • Jens Muhlig: El- og akustisk guitar, lap steel og kor
  • Lennie Hedegaard Jakobsen: Kor
  • Ronny Birch Holm: Klaver, orgel og kor
  • Jens Birkedal: El- og akustisk bas
  • Christian Winding: Trommer, percussion og kor

GÆSTE MUSIKERE:

  • Francesco Calí: Harmonika
  • Niels Harrit: Tenor- og barytonsaxofon
  • Kristian Jørgensen: Violin

REKVIEM FOR KRAKA ER STØTTET AF:

  • Dansk Tennis Fond
  • VELUX FONDEN
  • KODA Kultur
Anmeldelse 21. oktober 2019

Capac anbefaler: Bo Schiøler & Skavankerne – Rekviem for Kraka. Sange fra et levet liv.

Bo Schiøler har været så elskværdig at sende mig sit og Skavankernes seneste album, der bærer titlen Rekviem for Kraka. Kraka var den smukke og yderst kloge kvinde, som sagnkongen Regnar Lodbrog giftede sig med, og som viste sig at være ret meget klogere end Regnar selv. For Regnar kunne ikke nøjes med Kraka og giftede sig også med en anden og det resulterede i, at Kraka afslørede sin sande identitet, at hun var Aslaug og var datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild.

Men det er slet ikke det mytologiske, pladen cirkler om, men derimod – som undertitlen antyder – sange fra et levet liv. Sange, der portrætterer døde og levende mennesker, der hver især repræsenterer nogle "idealer" og "dyder", som er lidt trængte i vores tid. Menneskelighed, sammenhold, solidaritet, menneskeret, ordentlighed, retfærdighed, fred, pacifisme, tolerance, accept, sameksistens, ligeværd, venskab, overbærenhed og mere i den dur. For nu at citere Bo selv. Og rekviem skal nok forstås i den almene betydning: en klagesang. Uden at det skal tages for bedrøveligt eller nedslående.

Nej Bo Schiøler ønsker – som på de andre her omtalte plader – at give lytterne en opsang og forholde sig kritisk til den uheldige udvikling, samfundet har taget. Det slås fast i den allerførste sang "Imens vi sov", hvor kærligt svinger krabasken over udviklingstendenser – men også over os selv "de sovende":

Imens vi sov / gik verden helt af lave

imens vi sov / blev fanden gjort til pave

godhed stod for fald / og skove stod i brand

de onde folk bestemte / over by og land

imens vi sov

Sangen kridter så at sige banen op med ord, der kærligt-kritisk fortæller os om en verden, der er ved at gå i svang og falde fra hinanden, medens vi sover på det døve øre. Og herfra følger den ene sang efter den anden, som varierer temaet. Der lægges ud med "En sur gammel mand" om den gamle mand, der er blevet bitter og skuffet over livet, er frastødende og støder verden fra sig, søger svar på meningen med livet og døden i det guddommelige og forsøger at holde det hele ud med stimulanser og sprut. En efterkommer af Jens Vejmand og en figur, vi alle kender fra vores nærmeste omgangskreds – eller måske endda fra os selv. En sur gammel mand, der med sin surhed og utilnærmelighed netop repræsenterer en uartikuleret kritik af det bestående i al dets elendighed.

Og herfra går det til "Jeg bor her ikke mer'". En sang om en hjemløs eller boligudsat person, måske endda i overført betydning. Der er dårligt nok et spor efter personen, der boede der. Og igen er det den uheldige samfundsudvikling, der står for skud: "Du slap min hånd og sagde/ at tiden var til forandring/ så blev de del af en floik/ en flok lemminger på vandring/ i gåsegang gik I mod mørket/ – jeg ved at det er sandt/ for jeg mødte dig efter tæppe-fald/ og så dig ved jordens kant".

Og herfra går det til den selvbiografiske sang om "B-film blues", hvor sangskriveren drømmer sig tilbage til dengang, (B)film var noget, man så i biografen. Ved dobbeltprogrammet kl. 4 om eftermiddagen, hvor heltene på lærredet – fra Charles Chaplin og Anders And til de amerikanske cowboys – sætter drømmene i gang i hovedet på den mandlige biografgænger som forbilleder og idealer. Og hvor pigen ved siden sørger for, at drømmeriet ender i en B-film-blues, fordi hun hverken vil danse eller kysse. Et stykke nostalgi og søgen tilbage, hvor der – selv på lærredet – var mening med galskaben. Man vidste, hvordan handlingen ville forløbe og enden se ud. Modsat den virkelighed, vi lever i..

Og sådan fortsætter pladen gennem hele tretten sange. Bo Schiøler skriver sine sange lige ud ad landevejen. På et hverdagsnært, klart dansk, der undgår ethvert tilløb til det kunstnerisk søgte, men finder sit poetiske leje i det umiddelbare og konkrete. Og som på de foregående to anbefalelsesværdige albums er sangene indlejret i musikalske arrangementer, der trækker på gammeldags rock, pop, blues, jazz og andre folkelige musikformer. Og de skavankfrie Skavanker – der alle er rundet af Vesterbro Ungdomsgård, som Bo i mange år var leder af – leverer som sidst en loyal, lydhør, empatisk opbakning, ja, mere end det: Skavankerne er kongeniale fortolkere af Bos sangskat.

Rekviem for Kraka er et album, der selvfølgelig taler til og tiltaler den generation, som Bo Schiøler tilhører (Bo er årgang 1945). Men med sit dobbelte greb om nutiden og historien, sin usvigeligt humant-kritiske tilgang til sangenes emner og sine solide, vellydende og medrivende sange bør dette album nå langt ud over generationsgrænserne til alle, der holder af langtidsholdbar, velspillet sanger-sangskriverkunst. Hermed varmt anbefalet.

Bo Schiøler & Skavankerne. Rekviem for Kraka – sange fra et levet liv. Producer: Lars Schiøler. Sundance Music. Udkom d. 11. oktober 2019

_____________________________________________________________________

Nordisk Tidsskrift “Visor”

Bo Schiøler: Rekviem for Kraka

Sundance scd 123-2

Gode gamle Bo. Det er længe siden, vi har hørt noget til ham, men nu er det sket. Han er på banen med en række tekster, der river og kradser. Han har så sandelig ikke mistet hverken gnisten eller gejsten.

Af Holger Bjørnholt-Fink

Bo Schiøler er en legende i Danmark. Som musikalsk igangsætter i Vesterbros Ungdomsgård i København kender de fleste af den ældre generation nok en del af hans sange.

Her er der så en hel række nye set igennem den ældre mands øjne.

Han lægger hårdt ud med "Imens vi sov". En tekst om hvor sent vi er på den i forhold til dagens samfund. Og det fortsætter i det afsluttende nummer "To minutter i midnat".

Indimellem er der også plads til sørgmodige sange som "Jeg bor her ikke mer’ og Min bedste halvdel".

Teksterne er helt suveræne, og melodierne er gode (om end af knap så høj kvalitet som teksterne). Der er gode musikere med på cd’en, som virkelig kan deres kram.

Bo’s artikulation er forbilledlig og meget tydelig – noget mange yngre sangere kunne lære en hel del af. Det er en fin udgivelse med stof til eftertanke.

Til Toppen